Kommunalvalg 2017

KANDIDATER:

Spidskandidat: Bente Lerche-Thomsen[email protected] Læs mere 

2. Christian Tastrup[email protected] Læs mere 

3. Svend Aaquist[email protected]  Læs mere 

4. Frederik Lerche-Thomsen[email protected] Læs mere 

5. Jennifer Garnett[email protected] Læs mere 

6. Eva Kobberrød[email protected] Læs mere 

7. Flemming Groth[email protected] Læs mere 

 

BENTE LERCHE-THOMSEN

Solidaritet, lighed og medmenneskelighed

Bente Lerche-Thomsen, født 1. maj 1955, uddannet socialpædagog, offentlig ansat i dagtilbud i mere end et kvart århundrede og siden 2013 medlem af Byrådet og Børn, Familie og Uddannelsesudvalget i Guldborgsund Kommune.

Sammen med Enhedslisten Guldborgsund fortsætter Bente kampen for det nære demokrati, for social sikkerhed og lighed og for en anstændig behandling af borgerne. Det nære demokrati kræver direkte og aktiv borgerinddragelse – ikke kun til kommunalvalg, også mellem valgene.

Indsatsen i den sociale sektor skal styrkes. Fødselstallet er stigende og antallet af ældre stiger ligeledes, derfor er det nødvendigt at investere i offentlig service. Der skal ansættes flere pædagoger og lærere til vores børn og til syge og ældre medborgere er der behov for langt flere i gruppen af plejepersonale.

Der er begyndende gang i tilflytning og bosætning i kommunen. Skal den positive udvikling fortsætte, skal der fortsat være fokus på både privat og offenlig jobskabelse. Der er brug for forbedring af infrastrukturen og bedre og billigere offentlig transport. Endelig skal vi have velfungerende dagtilbud, skoler og ældreservice med geografisk fordeling over hele kommunen. I stedet for ensidig centralisering og stordrift skal de mindre lokale samfund og byer styrkes og inddrages i politiske beslutninger vedr. lokale forhold.

Endelig har vi fokus på natur og miljø. Guldborgsund kunne blive Danmarks økologiske spisekammer. Vi ønsker at støtte omlægning til økologi, fremme af grøn energi og forbud mod brug af pesticider på offentlige arealer, hvor børn færdes.

Enhedslisten er Bentes parti, det er rødt og grønt, det arbejder for et demokratisk, socialistisk samfund, hvor der er plads til og brug for alle borgere

– et lige samfund, hvor der føres en solidarisk økonomisk politik

– et samfund med så finmasket et socialt sikkerhedsnet, så ingen borgere falder igennem

– et samfund, hvor der er fokus på de svageste grupper, de medborgere, der ikke selv magter at råbe op

– et samfund der tager natur og miljø seriøst og fremmer omlægning til økologi og vedvarende grøn energi

– et samfund, hvor der er fokus på dyrevelfærd og dyrerettigheder

– et samfund udenfor en politisk union med harmonisering af finans-, social- og arbejdsmarkedspolitik – afvikling af medlemskabet af EU

Det er det samfund, hun gerne vil være med til at udvikle, det samfund, hun gerne vil leve i og give videre til de kommende generationer.

Bente genopstiller som kandidat for Enhedslisten for, sammen med sin bestyrelse og lokalafdeling, at trække den førte politik, såvel lokalt som centralt, mod venstre og få sat et punktum for mange års nyliberale og asociale politik.
 

SVEND AAQUIST

Svend Aaquist blev født 1948 i Kgs. Lyngby levede de første tyve år af sit voksenliv med base i København som komponist, orkesterdirigent og konservatorielærer i Esbjerg og København. 

Politisk og organisatorisk lod han sig allerede som ganske ung komponist engagere som bestyrelsesmedlem af komponisternes fagforening, Dansk Komponist Forening og som medlem af Statens Musikråd i kulturminister Niels Matthiasens ministerium, hvor han var med til at skrive “verdens første musiklov” og i tilgift lærte vigtige kulturelle, politiske og praktiske færdigheder i omgangen med folk som Niels Matthiasen, Jens Peter Jensen, Birgitte Oxdam og mange flere. 

Ikke mindre betød kunstnerkollegerne i og udenfor rådet f.eks. komponisterne Mogens Winkel Holm, Hans Abrahamsen, Helle Norup, Ole Buck, og Birgitte Alsted, Erik Moseholm, og Finn Savery og digterne Inger Christensen og Poul Borum. 

Til Sydfalster kom han i 1991, da han for Statens Musikråd påtog sig at lede opbygningen af Storstrøms Kammerensemble (nu Ensemble Storstrøm) og Storstrøm Amts Symfoniorkester. 

Svend Aaquist politiske engagement fokuserer på social- og sundhedspolitiske forhold og dermed kulturpolitik i bredeste forstand, fordi kultur handler om den måde vi ser på og forholder os til hinanden. 

FREDERIK LERCHE-THOMSEN

Frederik blev født 17. november 1983 i nærheden af København som søn af to socialpædagoger. Han boede de første 13 år af sit liv på Amager nærmere betegnet Kastrup, afbrudt af et par år, hvor familien var bosat på Sydfalster. Frederik flyttede 13 år gammel fra Amager til Sundby på Lolland, og 18 år gammel flyttede han hjemmefra på kollegium i Nykøbing.

Trods et nært forhold til København fik Nykøbing hurtigt en plads i Frederiks hjerte, og tanken om at flytte tilbage til hovedstaden fortrak hurtigt. Frederik blev student i 2008 og har siden læst et år psykologi på københavns Universitet samt fire år på Vordingborg lærerseminarium. Frederik er nu skolelærer og har siden 2014 været ansat i folkeskolens udskoling .

I sine unge år engagerede Frederik sig i de lokale kulturelle tilbud, og arbejdede blandt andet en årrække frivilligt på det daværende ”Studenterhus” i Langgade. 

Politik har altid fyldt meget i Frederiks liv. Med et udgangspunkt i fællesskab og solidaritet, en tro på og ønske om økologi, bevarelse af natur og miljø, vedvarende energi og qua uddannelse og arbejde et naturligt fokus på en styrket folkeskole med flere varme hænder samt bedre vilkår for både elever og ansatte, viste Enhedslisten sig som det eneste rigtige parti. Frederik blev medlem af Enhedslisten Guldborgsund for seks år siden, og er efterfølgende blevet medlem af bestyrelsen, og genopstiller som kandidat til KV17.

JENNIFER GARNETT

Jeg er samboende med min kæreste Michael og har to døtre på 10 og 20 år. Uddannet socialpædagog, og arbejder for at bekæmpe den stigende ulighed i samfundet. Vi bør kæmpe for et bedre miljø, så vi kan overlevere jorden til vores efterkommere i en god stand.

Uddannelse
Bachelor-/diplomuddannelse
Beskæftigelse
Privat ansat/selvstændig
Alder
49 år
Mærkesager:

ARBEJDSMARKED

Borgere på offentlige ydelser har krav på en værdig behandling. Der skal tages højde for borgerens egne ønsker. Syge borgere, som havner på kontanthjælp er uacceptabelt. Hvis man er syg, skal man tilkendes en pension. Aktivering og Virksomhedspraktik skal føre til reelle jobmuligheder. Udnyttelse af ledige som gratis arbejdskraft må ikke være skjult erhvervsstøtte.

MILJØ

Vi skal blive bedre til at være om vores miljø. Vores stigende forbrug belaster mijøet. Vi bør støtte op om tiltag, som forbedre vikårerne for vores natur. Vi er naive, når vi tror, at vores måde at tilføre forskellige sprøjtegifte i vores fødevare ikke er medvirkende til den øgede forekomst af bl.a. cancer.

ARBEJDSMILJØ/ARBEJDSSKADER

Et stigende antal ansatte rammes af fysiske og psykiske arbejdsskader. Det er dyrt for den enkelte som rammes, men også for samfundet. Derfor skal der arbejdes for at optimere arbejdsmiljøet på arbejdspladserne, og arbejdsskadede skal have en bedre sagsbehandling.

EVA KOBBERRØD

Folkepensionist og billedkunstner

Mine mærkesager:

Miljøet

Med vores monokulturer i landbruget og brug af pesticider er vi ved at udrydde rigtig mange arter, herunder bier og andre insekter, som vi er dybt afhængige af.

Roundup, som bliver brugt i store mængder både i landbruget og privat, har en stor del af skylden. Derfor må vi som kommune gå foran og bekæmpe ukrudt på offentlige arealer på andre måder end sprøjtning med gift.

For at Guldborgsund kan blive en attraktiv kommune for både erhverv og borgere at bo i, skal vi kæmpe for grøn omstilling til 100% økologi og 100% vedvarende energi

Kultur og kunst

Kunsten og kulturens betydning ligger i indvirkningen på mennesket. Den skal opdrage, inspirere og ophøje mennesker. Børn og unge bør vokse op med kultur. Her mener jeg udover idræt også musik, drama og billedkunst.

Muligheden for en tur i teatret, et besøg på museum, udstilling, koncert eller sportskamp skal alle, børn unge og voksne have. Tilbuddene skal være tilgængelige via offentlige transportmidler og priserne skal være overkommelige. I alle byer skal der være forsamlingshuse, hvor foreninger, teater, musik og billedkunst kan udfolde sig. Musik- og billedskoler i de større byer.

FLEMMING GROTH

Flemming er 63 år, Samfundsvidenskabelig kandidat fra Roskilde Universitetscenter. Han har 2 voksne børn. Ledig fleksjobber.

Jeg ønsker især at arbejde for at genskabe den sunde fornuft i forhold til kortsigtede og uigennemtænkte politiske beslutninger på stort set alle områder, der i disse år er ved at ødelægge den offentlige sektor og livsbetingelserne for især de svageste grupper, som politisk er udpeget som årsagen til de fleste af rigets problemer – godt sekunderet af en ukritisk presse.

Mærkesager:

Arbejdsmarked og beskæftigelsespolitik

Der skal gøres op med vanetænkningen om at ledige er en udgift og selv har valgt deres ledighedssituation ved at anskue denne gruppe som en ressource.

Midlerne til at nå dette mål er at genetablere socialpolitikken således at de grupper, der har sociale og fysiske problemstillinger bliver løftet så de kan bidrage til arbejdsmar-kedet udfra deres forudsætninger.

Øvrige ledige skal i højere grad opkvalificeres med kurser og uddannelse til at kunne få arbejde indenfor brancher med beskæftigelsesmuligheder og modtage samme ledigheds-ydelse under disse forløb.

Videre skal der arbejdes på at etablere et rummeligt arbejdsmarked, således at de grup-per, der kan og vil, får mulighed for at arbejde på ordinære ansættelsesbetingelser

Denne kursændring kan modvirke til at imødegå det behov der er for faglærte på ar-bejdsmarkedet og samtidig reducere de samfundsmæssige udgifter i form af et bedre skatteprovenue og reducerede sundhedsudgifter.

Financieringen af disse indsatser kan findes ved at ændre lovgivningen ved at ændre focus fra kontrol til at se muligheder/opkvalificering. (Mere end 80 % af jobcentrenes ressourcer anvendes til kontrol) kombineret med at ydelserne bliver opgraderet, så borgerne kan have en fornuftig tilværelse og deltage i almindelige hverdagsaktiviteter.

Uddannelse

Vi skal gøre op med den markedskonforme udvikling af uddannelsessystemet og ændre det derhen, så dette afspejler samfundets mangfoldighed og derved bliver en værdifuld ressource for erhvervslivets fremtidige udviklingsmuligheder.

Desuden er det centralt at kikke på den store gruppe unge, der kun har en folkeskoleek-samen. For Guldborgsund kommunes vedkommende er her tale om 37% af unge mellem 20 og 29 år, som enten er parkeret på produktionsskoler eller VUC. Det er derfor vigtigt – også i forhold til arbejdsmarkedets behov for faglært arbejdskraft og kommunens økonomi – at udvikle et mere praktisk læringsbegreb, der rent faktisk matcher denne unge gruppes forudsætninger for læring.

Endvidere at ændre SU-satser og produktionsskoleydelsen således at de unge rent kan faktisk kan leve af den.

Arbejdsmiljø

Arbejdsmiljøet har det generelt dårligt i Danmark og koster det danske samfund i omeg-nen af 80 mia kr årligt. Det er derfor at sætte focus på baggrund og årsager til dette.

For Guldborgsund kommunes vedkommende er antallet af personer på sygedagpenge ligeledes betragteligt højt og der er derfor behov for at kikke indsatsen efter i sømmene, – herunder hvorvidt arbejdsgiverne efter lever deres overordnede ansvar.

Lighed

Jeg ønsker af være med til at sikre alle mennesker lige vilkår og muligheder. Fattigdom og ulighed skal bekæmpes.

Vedvarende energi

Guldborgsund Kommune skal stå i spidsen for den grønne omstilling. Vi skal satse på vedvarende energi, omstilling til økologi og bedre vilkår for fodgængere, cyklister og den kollektive trafik Borgerne – ikke investorerne – skal bestemme udviklingen i Guldborgsund kommune.

Personlige interesser

Rytmisk-, rock-, bluesmusik Samfundsforhold Vedvarende energi

Miljø Keep it simple Mine børn og børnebørn En god diskussion

 

ANNE LUND

Jeg bor i Sakskøbing. Jeg er 72 år og folkepensionist. Jeg har hverken mand eller børn, men synes godt om begge slags. I mit tidligere liv var jeg oversætter med russisk, engelsk og svensk som arbejdssprog. Den sproglige uddannelse fik jeg – i omvendt orden – på Moskva universitet i det hedengangne Sovjet, på universitetet i Lund i Skåne samt i Bristol i Sydengland, hvor jeg var køkken- og rengøringshjælp på et småbørnsseminarium. Alt i alt tolv udbytterige læreår.

Guldborgsund har været min hjemkommune i otte år. Takket være en husbåd, som Københavns Havn ikke ville vide af. Men det ville Sakskøbing. Så jeg slap fortøjningerne og navigerede sydpå. Og tak for det, siger jeg. Det har været en positiv øjenåbner at bo i en lille by, hvor alt i lokalområdet kommer en ved. Det gør det altså ikke på samme måde i en storby.

Fællesskab fungerer

Politik er noget, jeg er født med. Begge mine forældre var modstandsfolk og aktive kommunister – æblet faldt ikke ret langt fra stammen. Jeg lærte, at det nytter at gå imod strømmen og blande sig i den måde, samfundets magthavere kører løbet. Som 14-årig deltog jeg det sidste stykke af den første anti-atommarch fra Holbæk til København. Jeg var pavestolt. Året efter gik jeg hele marchen (i snestorm blandt andet). De borgerlige medier hånede, spottede og latterliggjorde atommarchdeltagerne, men det var os der ’vandt’. Det officielle Danmark besluttede, at der ikke måtte parkeres atomvåben på dansk jord. Det var også på det tidspunkt, at Danmark begyndte at flirte med optagelse i De Seks, siden EF, nu EU. Jeg var imod fra dag ét og er det fremdeles. Vi skal ikke give køb på landets suverænitet. Dengang tog Danmarks Radio og de menings­dannende aviser ingen notits af os. Det kom de til.

Jeg vælger at nævne de to ting fra forhistorisk tid, fordi de fortæller, at fællesskab fungerer (og at jeg ikke er født i går). Her på Lolland-Falster slap vi for atomaffaldet takket være den lokale borgergruppe og byrødderne. Hvis vi kommer op på mærkerne, bliver der heller ikke boret efter olie og gas på Lolland-Falster. Nok ligger afgørelsen hos Folketinget, men det os på Lolland-Falster – borgere og byråd – der skal få folketingets flertal at indse netop dét, hvis de ikke allerede har fattet det. Vi skal fremme den grønne omstilling, ikke sparke den ned i et sort hul. Jeg anbefaler, at du tilslutter dig borgergruppen ”Nul huller” – dermed siger du også ja til rent grundvand og ren luft og natur. Det bakker Enhedslisten op.

I Enhedslisten står vi fast på, at det forbedrer byrådets beslutninger at lytte til dem, der ved hvor skoen trykker.

Enhedslisten er altid på de svages side. Det er vi af sind, og sådan står der i vores principprogram. (Vi ved også, at det kræver et bredt bryst at være svag.) Vi praktiserer solidaritet hver dag.

Som folkevalgt for Enhedslisten må man være generalist, altså vide og kunne lidt af det hele. Og lytte og lære af sit bagland. Samtidig er der også noget, som virkeligt ligger én på sinde. I mit tilfælde er det ældrepolitikken.

Ældrepolitik i Guldborgsund kommune – 10 rettigheder til en start

Hvis det står til Enhedslisten, kan ældre medborgere i kommunen regne med:

  1. At man får den mad, man kan lide
  2. At man føler sig velklædt og soigneret
  3. At man selv bestemmer tider og rutiner
  4. At man kan træffe andre mennesker
  5. At man kan købe tøj og ting efter sin egen smag
  6. At man kan komme i sin sædvanlige dagligvarebutik
  7. At man kan få dækket almindelige udgifter til tandlæge og nye briller
  8. At man kan komme på ferie eller højskole
  9. At man kan vælge, hvordan man vil bo
  10. At Borgerservice kommer hjem til én, ikke nødvendigvis omvendt.

Det glædelige er, at mange ældre er selvhjulpne. De lever et meningsfyldt pensionistliv uden stress og har slet ikke har brug for Enhedslistens rettigheder. Alt for mange gør det imidlertid ikke. Deres pensionistliv er præget af smerter efter mange års hårdt fysisk arbejde og psykisk slitage. Vi er nødt til at antage, at demens udvikler sig til en folkesygdom, og byrødderne må tage bestik derefter.

Det er ikke en gratis omgang at sikre alle kommunens ældre en værdig tilværelse. Så hvor skal pengene komme fra? De skal komme fra den gevinst, kommunen høster ved forebyggelse. Derfor der skal ikke fyres, men hyres. Der er fornuft i at sætte nok tid og varme hænder af til pleje af de ældre, som derved behøver færre hospitalsdage, mindre genoptræning, færre lægebesøg, mindre medicin.

Enhedslisten mener, at kommunen fralægger sig ansvaret, når og hvis hjemmehjælp og hjemmepleje udliciteres til private, der konkurrerer på prisen. Eller når mennesker, der er på overførsels­indkomst og ikke er uddannede, pålægges at udføre sosu’ens opgaver.

Den gode ældrepleje får vi ved at respektere de ældre som ”arbejdsgivere” og ved at lade kvalificeret og veluddannet personale udføre det vigtige arbejde.

Sæt dit kryds ved liste Ø den 21. november 2017, hvis du også synes,
at det røde og det grønne er to sider af samme sag


Flere kandidatprofiler følger

 ——————————————————————————————————–

Til regionsrådsvalget opstiller fra Enhedslisten Guldborgsund:

Bente Lerche-Thomsen

Svend Aaquist

Christian Tastrup